Glansbilledet af den milde eventyronkel H.C. Andersen er skabt af eftertiden.
Gennem sine egne dagbøger, breve og vidneudsagn fra hans samtidige træder et langt mere komplekst, selvoptaget og socialt belastende menneske frem.
H.C. Andersen begik ikke deciderede forbrydelser, men kilderne afslører en række beviseligt sande sider og episoder, som sætter ham i et særdeles uforsonligt og dårligt lys.
De mest problematiske historier og karaktertræk tæller:
1. Det mareridtsagtige besøg hos Charles Dickens
I sommeren 1857 besøgte H.C. Andersen den britiske forfatter Charles Dickens i England. Andersen var inviteret til at blive i en uge eller to, men endte med at besætte Dickens’ hjem i fem uger.
• Andersen opførte sig som et fuldstændig hjælpeløst og ekstremt krævende barn. Han nægtede at barbere sig selv og forventede, at Dickens' sønner gjorde det for ham.
• Da han fik en dårlig anmeldelse i et blad, kastede han sig grædende og skrigende ned på Dickens’ græsplæne og nægtede at rejse sig.
• Dickens’ datter, Kate, beskrev ham senere som "en sær, tynd gammel mand, der blev ved og ved med at være der."
Da Andersen endelig rejste, klistrede Dickens en seddel op på spejlet i gæsteværelset med teksten: "Hans Christian Andersen sov i dette rum i fem uger – hvilket for familien føltes som århundreder!"
Dickens afbrød efterfølgende al kontakt med Andersen og svarede aldrig på hans breve igen.
Der var dog en lang række andre specifikke historiske personer, hvis tålmodighed H.C. Andersen i den grad satte på prøve i løbet af sit voksne liv:
2. Brødrene Grimm (Jacob og Wilhelm Grimm)
• Andersen beundrede de tyske eventyrsamlere dybt og opsøgte Jacob Grimm i Berlin uden introduktion.
Jacob anede ikke, hvem den mærkelige dansker var, hvilket knuste Andersens hjerte.
• Andersen mødte senere Jacob igen og insisterede så voldsomt på at vinde hans venskab, at han nærmest forfulgte ham.
Senere besøgte han begge brødre, hvor han koblede sig så tæt på dem og deres familier, at de fandt hans intense, følsomme og selvoptagede væsen ekstremt udmattende.
3. Den svenske forfatter Fredrika Bremer
• Den berømte svenske feminist og forfatter inviterede Andersen til sit hjem i Sverige.
Det fortrød hun hurtigt.
• Andersen opførte sig som et omvandrende nervebundt.
Han var konstant fornærmet, krævede uafbrudt opmærksomhed og brød ud i gråd over småting.
Bremer skrev efterfølgende til sine venner, at Andersen var utrolig svær at være i hus med på grund af sin enorme forfængelighed og barnlige humørsvingninger.
4. Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen
• Da Andersen boede i Rom, opsøgte han den store danske billedhugger.
Thorvaldsen holdt faktisk af Andersen, men fik sin tålmodighed testet til det yderste.
• Andersen mødte op i Thorvaldsens atelier næsten dagligt for at læse sine egne værker højt.
Han var så desperat efter anerkendelse, at han afbrød Thorvaldsens arbejde og krævede, at kunstneren skulle lytte til ham i timevis, mens Andersen jamrede over sine dårlige anmeldelser i Danmark.
5. Jenny Lind, "Den svenske nattergal"
• Den verdensberømte svenske operasangerinde var H.C. Andersens helt store, uforløste kærlighed.
Han var besat af hende.
• Jenny Lind gengældte overhovedet ikke hans romantiske følelser – hun så ham udelukkende som en "bror".
Andersen forfulgte hende nærmest med kærlighedserklæringer, digte og intens opmærksomhed, hver gang de var i samme by.
Hun måtte gang på gang afvise ham blidt, men bestemt, og hans konstante følelsesmæssige pres og jalousi var en enorm kilde til udmattelse for hende.
Fællesnævneren for hans ofre:
H.C. Andersen var det, man i dag vil kalde en ekstremt højintens personlighed.
Han var hypokonder, led af voldsom angst (frygtede at blive levende begravet, miste sine penge eller brænde inde) og havde brug for konstant bekræftelse.
Når historiske personligheder inviterede ham indenfor, var det fordi, de elskede hans eventyr – men de opdagede hurtigt, at mennesket bag eventyrene krævede en tålmodighed af overmenneskelige proportioner.
6. Manisk narcissisme og total ligegyldighed over for andre
Andersen var så ekstremt selvoptaget, at han drænede sine omgivelser fuldstændigt.
Når han besøgte herregårde (som Holsteinborg eller Frijsenborg), forventede han uafbrudt opmærksomhed.
• Han insisterede på at læse sine egne eventyr højt for alt og alle – gerne de samme historier igen og igen.
Hvis hans tilhørere (hvilket ofte inkluderede børn) viste det mindste tegn på kedsomhed, mistede koncentrationen eller gabte, blev han dybt fornærmet, skældte ud eller brød sammen i voldsom gråd.
• Hans venner beskrev ham som et menneske, der aldrig spurgte ind til andres liv, sygdom eller sorger.
Hele universet skulle dreje sig om hans genialitet og hans helbred.
7. Ekstremt overklassespnobberi og "medlidenhedsmyten"
Andersen elskede at iscenesætte sig selv som den evigt fattige, misforståede og undertrykte dreng fra Odense.
Men virkeligheden var en anden:
• Så snart han smagte på berømmelsen, udviklede han et ekstremt snobberi.
Han droppede stort set kontakten til sin biologiske familie i Odense.
Da hans mor endte på fattiggården og senere døde i dyb armod, besøgte han hende stort set ikke og foretrak i stedet at pleje omgang med grever, baroner og det kongelige hof.
• Han konstruerede bevidst en "medlidenhedsmyte" i sine selvbiografier for at få folk til at have ondt af ham og derved finansiere hans overdådige rejser.
8. Bordelbesøg uden sex og de berømte dagbogs-krydser
En af de mest bizarre og veldokumenterede sider af H.C. Andersen findes i hans egne intime dagbøger.
Andersen var panisk angst for fysisk intimitet og levede hele sit liv i cølibat.
• Under sine rejser i bl.a. Paris og Napoli opsøgte han jævnligt bordeller.
Men han betalte ikke for sex. I stedet betalte han de prostituerede kvinder for blot at sidde og tale med ham, mens han betragtede dem, hvorefter han gik hjem til sit hotelværelse i dyb moralsk angst og onanerede.
• I sine dagbøger førte han et nøje system: Hver gang han havde onaneret, tegnede han et lille kryds (ofte udformet som et kors) i margen for at holde regnskab med sin synd og sine "ømme testikler".
Han brugte enorme mængder mental energi på at skamme sig over sine helt naturlige drifter og belemre eftertiden med detaljerne.
Hvorfor tales der ikke højt om det?
Fordi H.C. Andersen er Danmarks største kulturelle eksportvare.
Hans personlige særheder, ulidelige egoisme og sociale ubehjælpsomhed passer dårligt ind i markedsføringen af Danmark som et hyggeligt eventyrland.
Men for hans samtidige var han ikke en hyggelig onkel – han var en social dampstromle, man skulle tage dybe indåndinger for at holde ud at være i stue med.