N.F.S. Grundtvig fremstår som den milde, glade og pæne faderfigur for højskolen, folkekirken og dansk demokrati.
Men dykker man ned i de historiske kilder, breve og datidens retsprotokoller, finder man en mand, der i store dele af sit liv var ekstremt aggressiv, arrogant, dømt for injurier og præget af voldsomme psykiske kriser, hvilket i årtier gjorde ham til en af Danmarks mest udskældte og hadede mænd.
1. Det totale sociale og faglige karaktermord på hans kolleger
Grundtvig var i sin ungdom præget af en ekstrem religiøs og moralsk arrogance, hvor han dømte alle, der ikke delte hans præcise overbevisning, som ukristelige.
• Fordømmelsen af samtiden:
I sit værk Kort Begreb af Verdens Krønike udråbte han sig selv til en slags Guds dommer over sin egen samtid.
Han angreb navngivne, respekterede tænkere og kolleger for at være ugudelige og moralsk korrupte.
Det førte til en massiv modreaktion, hvor han blev fuldstændig socialt isoleret og udstødt af det gode selskab i København.
• Injuriedommen og livslang censur:
Da professor i teologi H.N. Clausen udgav en bog om katolicismen og protestantismen, reagerede Grundtvig med et fuldstændig rabiat og personligt modangreb i skriftet Kirkens Gienmæle.
Han beskyldte direkte Clausen for at være en kætter, en løgner og en modstander af kristendommen.
Clausen sagsøgte Grundtvig for injurier og vandt.
Grundtvig blev idømt en stor bøde, og staten satte ham under livsvarig politicensur, hvilket betød, at alt, hvad han skrev, skulle godkendes af politimesteren før trykning.
2. Maniske episoder med "overdreven erotisk opstemthed"
Grundtvig led af det, vi i dag sandsynligvis ville diagnosticere som en bipolar affektiv sindslidelse (maniodepressivitet), og under hans voldsomme maniske perioder mistede han fuldstændig hæmningerne.
• Djævle og slanger på kroen:
Under sit første store psykotiske gennembrud på Vindbyholt Kro i 1810 gik han helt i opløsning.
Han råbte, skreg og kæmpede fysisk mod det, han mente var djævle i skikkelse af slanger.
• De seksuelle manier:
Historikere har via hans egne og de pårørendes optegnelser dokumenteret, at hans manier ofte var ledsaget af det, lægerne kaldte "overdreven erotisk opstemthed".
Han blev hyperseksuel, grænseoverskridende og fik voldsomme fikseringer på kvinder, hvilket var dybt skamfuldt og belastende for hans familie og omgivelser i 1800-tallet.
3. Enstrenget fundamentalisme og modstand mod videnskab
Selvom Grundtvig i dag fejres for "åndsfrihed", havde hans eget verdensbillede meget mørke og snævre elementer:
• Han afviste pure datidens store videnskabelige landvindinger inden for blandt andet geologi og naturvidenskab, hvis de modsagde bibelteksten.
• Han holdt stædigt fast i, at Det Gamle Testamente var en direkte, bogstavelig og ufejlbarlig masterplan for, hvordan historien forløb, og hvordan samfundet skulle indrettes.
Enhver, der forsøgte at læse Bibelen historisk-kritisk, betragtede han som en fjende af sandheden.
Disse historier er ikke hemmelige, men de er ofte udeladt af den folkelige "myte om Grundtvig".
Historikere og teologer kender dem udmærket.
Grunden til, at de sjældent fylder meget i skolebøgerne, er, at Grundtvig som ældre mand formåede at tøjle sit temperament og kanalisere sin enorme energi over i salmedigtning og skolepolitik, som eftertiden valgte at huske ham for.