2. december 1972, kl. 11:30.
Det var weekend.
Vi boede i Ringtoften 165.
Blokkene i Ringtoften blev bygget ca. 1960.
De blev opført på relativ blød grund.
Komfurerne blev forsynet med bygas.
Mellem blokkene (nr. 165 og 167) løb en hovedgasledning inden i et betonrør.
Med tiden havde røret sat sig for til sidst at knække og gasledningen blev beskadiget.
Gassen sivede ind i begge blokke og fyldte kælderen i blokken med nr. 167-169-171.
Formodentlig tændte et køleskab i kælderen gassen.
Kælderens skillerum og rummenes indhold blev presset sammen i enden under nr. 171.
Gavlen til nr. 167 og 5-7 meter af facaderne på begge sider gav efter og faldt til jorden, og gulvelementerne faldt ned som et korthus.
Det lød som torden, der blev ved og ved.
Vi undrede os, for vejret var klart.
Jeg kiggede ud af vinduet mod industrikvarteret og Ballerup syd.
To ting husker jeg:
En stor støvsky, der drev hen over skøjtebanen.
3 - 4 børn, der gik rundt og rundt om sig selv - meget sælsomt.
Torben kom ind fra det andet værelse, der vendte over mod nr. 167.
Han sagde, huset er faldet sammen, og jeg svarede, det er gas.
Nej, det er rigtig nok, sagde han.
Han havde misforstået mit tvetydige svar, og ordvekslingen står stadig klar for mig i dag.
Vi gik ud i opgangen, og mindet om dette øjeblik får mig stadig til at gyse.
Vi var storrygere, og jeg havde netop slukket en smøg, inden vi gik ud.
I opgangen slog en meget kraftig lugt af gas mod os.
Man kommer ud af opgangene ca. 1 meter under jordniveau, og der er en bred trappe op til fortovet.
Hele denne "gryde" var fyldt med mursten, tagsten, træstykker og indbo, og vi måtte kravle op over det og ud.
Kaos.
På er støvet madras lå en 8-10 årig dreng og græd med et stort hak i panden.
På anden sal stod en mand i den smalle trekant mellem det kollapsede gulvelement og facadevæggen: "Min kone er i bad. Hjælp hende." - Badeværelset var det ikke mere.
På selve vejen Ringtoften kom en mand rundt om hjørnet på cykel, stod af og besvimede - hans kone var hjemme.
Den unge teenage-pige fra 2. sal, der mistede sine forældre, kom til at bo hos sine brødre i Lilletoften.
Brudstykker af skæbner.
Der gik nogle måneder, hvor vi havde en byggeplads med de nødvendige besværligheder lige uden for døren.
Sidst jeg så nr. 167, kunne man tydeligt se nuanceforskellen mellem de gamle og de nye mursten: